Deutsch Website, wo Sie Qualität und günstige https://medikamenterezeptfrei2014.com/ Viagra Lieferung weltweit erwerben.

Ein wenig Kopfschmerzen, aber schnell verging der Schmerz. Gefühle, die ich erlebte ein unvergessliches levitra kaufen Ehrlich gesagt nicht wirklich glauben, in der Kraft Viagra. Setzte nach der Anleitung. Das Ergebnis ist natürlich, sich selbst rechtfertigte.

Microsoft word - fys.fagfestival.03.ea.doc


DEGENERATION
- Den sunde krop som symbol

Fra undermåler til overmåler.

Professor, dr.phil Hans Bonde
(hbonde@ifi.ku.dk)

TESE: Som i første halvdel af det tyvende århundrede, står vi i dag overfor trusler om
menneskekroppens forfald. Kan vi tage ved lære af den farlige politiske og religiøse
sundhedsfanatisme, der udviklede sig i angsten for degeneration efter år 1900? Hvordan undgår vi,
at de store øjeblikkelige sundhedsproblemer afstedkommer et hysteri, der kun gør ondt værre?


Først vil jeg tillade mig at stille forsamlingen en lille opgave. Hvornår er dette citat fra?:

”Stærkere og stærkere lyder råbene om, at menneskeslægtens sundhed går tilbage, at den
opvoksende slægt til stadighed viser sig at stå tilbage for forfædrene, at børnene ikke mere kan
tåle de samme legemlige eller åndelige anstrængelser som den tidligere slægt, at nervøsiteten
breder sig og . giver århundredet sit præg, så at der tales om “nervøsitetens århundrede”, at
stedse flere mænd kasseres ved sessionerne og således i det uendelige”.


Dette skrækscenarium er faktisk ikke fremkommet i dag, men for over 100 år siden, da kommunelæge
Michael Larsen i 1889 ville advare mod menneskeslægtens deroute. Angsten for degeneration var et tidens
tegn i slutningen af 1800-tallet ikke mindst på grund af de velhavende klassers grovæderi, mellemlagenes
nervesygdomme og underklassens fattigdom og sammenklumpning i byernes lejekaserner uden adgang til
lys, luft og renlighed. Det var en udbredt forestilling, at erhvervede egenskaber kunne nedarves, hvorfor
de degenererede arveanlæg ville gå i arv fra generation til generation. Men også dårlige sociale og
miljømæssige forhold kunne medvirke til degenerationen i samme slægtled. I min Ph.d.-afhandling
”Mandighed og sport” fra 1991 behandlede jeg degenerationsangsten blandt sportspionerer, der frygtede,
at den moderne mand ville blive overciviliseret og femininiseret via udbredelsen af det stillesiddende
arbejde. I en tekst fra 1886 hed det om befolkningen i London, at

”den tredje generation af denne klasse mennesker vil vise sig at være svagelig, og børnene af
denne generation ville kun sjældent nå den modne alder… ’Fremtidens mand’ vil ikke alene
blive tandløs og skaldet og ude af stand til at bevæge sig frit omkring på sine dårlige fødder,
men han vil også være særdeles utilbøjelig til at indlade sig i personlig kamp – han vil blive en
tilbeder af fred for enhver pris”.


Skønt lægevidenskaben omkring år 1900 gik mere og mere bort fra degenerationsteorien som arvelære og
omkring 1914 helt forlod den, spillede den som historikeren Lene Koch har vist fortsat en vigtig rolle i den
offentlige debat ikke mindst i mellemkrigstidens debat om racehygiejne.
Lægen Abraham Clod Hansen beskrev i sin bog Mand og kvinde
fra 1895 en ”maladie du siècle”, der
virker overraskende nutidig: En overanstrengelsessygdom, der viser, at et individ trods sine anstrengelser
er kommet til kort, idet det under livets konkurrence har løbet sig mat”. Denne sygdom ramte især den
opstræbende middelklasses mænd, og var ifølge Clod Hansen en konsekvens af mændenes voksende
deltagelse i livets storm langt væk fra hjemmets trygge arne. Ret profetisk gjorde han opmærksom på, at
også kvinderne i den udstrækning de begyndte at deltage i det frembrydende borgerlige samfunds
udearbejde måtte se frem til at betale den samme pris. Som en parallel til de degenerative
”nervesygdomme” omkring år 1900, står vi i dag overfor omfattende problemer med stress i en tid, der
stiller stadig støre krav til omstillingsevne og effektivitet, hvilket ikke mindst fysioterapeuten erkender
ved konfrontationen med de af stress stive, nedbrudte og udbrændte kroppe.
I 1892 udgav forfatteren Max Nordau bestselleren Entartung, der blev oversat til engelsk i 1895 med titlen
Degeneration. Heri beskrev han tidstypisk, hvordan den nye tendens til storbyer skabte grobund for
nervelidelser. Om vores tid profeterede han:

”I slutningen af det tyvende århundrede vil man formentlig blive vidne til en generation, for
hvem det ikke vil være sundhedsfarligt at læse masser af aviser hver dag, hele tiden at blive
afbrudt af telefonen (hvad ville Nordau mon have sagt til mobiltelefonen?), konstant at have alle
fem kontinenter i tankerne, det halve liv at være på farten i flyvemaskiner og tog… Den vil
kunne finde ro selv midt i en millionby”.


Og ganske rigtigt vores sanseapparat har i dag i en vis udstrækning vænnet sig til den moderne urbane
hastighedskultur, skønt den endog er forøget enormt siden år 1900. Men hvor det på dette tidspunkt især
var den maskinelle transportkultur i form af biler, sporvogne, tog og storbyernes anonyme, defilerende
menneskemasser, der chokerede sanserne, er det i dag tanketransporten i form af TV-apparaterne og
computernes virtuelle rum, der medfører degeneration af den fysiologiske krop. Hvor man tidligere kunne
blive syg af at bevæge sig ud i metropolens hektiske puls, tager man i dag skade af at trække sig væk fra
byen med dens krav om bevægelse og personlig kommunikation og ind i sig selv og sin egen
teknologibefordrede fantasiverden.
Vi lever mere og mere i et “by proxy”-samfund, altså en kultur, hvor vi oplever per stedfortræder. I
stedet for at investere vor egen krop lader vi passivt andre agere for os, hvad enten det drejer sig om
computerspil, porno eller slankepiller, som skal få os til at tabe os uden at røre en finger. Hvem gider gå
ud for at betragte eller jagte en elendig forskræmt fasan, når man kan se det hele meget mere klart og
roligt derhjemme eller hente én ud af fryseren?
Spørgsmålet er om det friktionsløse teknosamfund ikke vil pakke os ind i vat; Hører det ikke med til et
ethvert menneskes modning at møde modstand? Ligesom en muskel atrofierer gennem mangel på fysiske
udfordringer, udvikles mennesket også psykisk ved at kunne håndtere et nederlag.
Måske har film-trilogien Matrix netop fundet så stor en klangbund hos et verdenspublikum, fordi den
viser menneskenes opvågnen fra en verden, hvor de er indspundet i en stor fjernstyret, teknologidrevet
kollektiv fantasi; et selvstændiggjort cyberspace.
NUTIDENS PROBLEM

Kommunelæge Michael Larsens advarsel fra 1889 kunne desværre lige så godt være fremkommet i dag,
hvor forsvarschefen efter sidste session kunne konstatere, at 42 % af de unge danske mænd måtte
kasseres, fordi de var kropumulige: De var for dumme, for fede eller havde fysiske skader, såsom svage
ben, dårlig ryg eller musearme. I 1800-tallets anden halvdel blev kandidaterne afvist på session, fordi de
var for små, nu kasseres de fordi de er for store.
For fysioterapien betyder denne udvikling et krav om en gradvis omstilling fra kroppe, der var for meget
fysisk belastede til kroppe, der er for lidt fysisk belastede. Og mentalt en omstilling fra at arbejde med
klientens passive krop, til at skulle sende klientens krop på “aktivering”. Kort sagt fra passiv til aktiv
sundhedsfremme. Hvad hjælper det, at klienten én gang om ugen får behandling, hvis han resten af ugen
underminerer behandlingens formål?: Motion på recept!
Fra fag til profession: teoretisering og teknologisering: Hvad med fysioterapeuternes egne kroppe, nu hvor
faget professionaliseres? Det er ikke kun klienternes kroppe, der rammes af de negative konsekvenser af
velfærdsbølgen, men også fysioterapeuten selv.

Man kunne måske forledes til at tro, at et fysisk krævende arbejde i sig selv ville kunne kompensere for
manglende idrætsaktivitet, men undersøgelser har vist, at selv relativt fysisk krævende arbejde ikke
afstedkommer øget muskelstyke og kondition, men tværimod kan resultere i nedslidning. Det er altså ikke
bare fysioterapeutens klienter, men også behandleren selv, der skal motionere ikke mindst for at undgå
belastningsskader i skulder, nakke og lænd. Alene arbejdsrelaterede lændeproblemer skønnes, at koste
samfundet i omegnen af 10 mia. kroner, svarende til 0,5 til 1 % af BNP.
Den internationalt kendte muskelfysiolog Bengt Saltin har rammende sagt, at det er bedre at have en

velpolstret og veltrænet krop end en slank og utrænet. Herved har han rammet en pæl gennem den
udbredte myte, at man kan blive sund alene ved at spise sundt. Det bedste kostråd er motion! Vi ved nu, at

en lang række sygdomme kan mildnes eller direkte helbredes ved at bevæge sig. Motion er aktiv
selvmedicinering!
Selv i et liberalt samfund har man brug for at lære nogle grundlæggende færdigheder. Oprindeligt var et
gymnasion i den antikt græske betydning af ordet en skole, hvor man dyrkede mange forskellige former

for idræt. Først derefter begyndte filosofien og siden andre intellektuelle discipliner at vinde indpas. I dag
står vi så ulykkeligvis et sted, hvor den kropslige dannelse er kraftig truet. Kroppen bliver reduceret til et
stativ, der bærer hjernen rundt, og først når stativet bliver for tungt, bliver vi opmærksome på det.
Men det at kunne bemestre sit legeme burde faktisk høre med til den almene dannelse, som der også blev
argumenteret for i en disputats af Harry Haue for nylig. Hvad nytter det at vi kan betjene en computer til
perfektion, hvis vi til sidst har en totalt degenereret krop, som vi knap selv er i stand til at bevæge rundt?
Der er jo ikke noget modsætningsforhold mellem krop og ånd. Den amerikansk forsker i kognitiv
lingvistik Marc Johnson har vist, at vores sprog er opbygget ud fra rumlige og kropslige kategorier. F.eks.
er udtrykket "han er i balance", eller at en forskers teori "virker afbalanceret" et udtryk for vores
erfaringer med, at genstande eller væsner, der mister balancen, vælter. Bevægelsen udgør simpelthen et
centralt erkendelsesgrundlag for at skabe sprog.
Idrætsundervisningen er uddannelse i kroppens grammatik, dens bevægelsesrepertoire.
Ungdommen i den gymnasiale alder har imidlertid tendens til at fravælge den frivillige sport, hvorfor
idrætsundervisningen falder på et tørt sted for de unge, hvis kropsformning og fremtidige idrætsvaner er i
en kritisk fase. På de ungdomsuddannelser, hvor der ikke udbydes idræt, er elevernes sundhedsprofil da
også væsentligt dårligere.
Udover sundhedseffekten virker motion positivt ind på koncentration, motivation, samarbejdsevner,
selvopfattelse og livsbemestring og modvirker depression og stress. Man bliver ikke bedre til matematik af
at spille bold, men man kan få mere lyst og bedre fokuseringsevne til den stillesiddende hjernegymnastik.
At påstå at de unge blot kan dyrke idræt i deres fritid, er ufornuftigt, ikke blot fordi de ressourcesvage
unge så overlades til pc-spil og burgerbarer, men fordi også alle de andre efterlades som kropssproglige
analfabeter, uden det register at spille på som bemestring af mange menneskelige bevægelseformer
indenfor idræt og dans giver. Hvem ved sine sansers fulde fem ville påstå, at regnekundskaber kunne de
unge da blot erhverve hos grønthandleren i deres fritid? Uden alsidige erfaringer med idræt vil
muligheden for senere at vælge idrætter, der passer til aldringsprocessen være blokeret.
At ubevidst og legende let at kunne give udtryk for sit indre liv med sin krop er faktisk en central
færdighed i vort samfund, der er ved at omstille sig fra et industri- til et kommunikationssamfund, og
idrætten er et af de få fag, der tager livtag med denne tavse, kropslige viden.
Piet Hein har fremstillet denne tavse viden på følgende måde:
Kropslig intelligens : Man forstår mere end man ved.
Om at vide og at kunne

"forstår du mere end du véd,
da grav din slumrepude ned.
Din horisont vil gro sig bred
af æventyr og åbenhed
Men véd du mer end du forstår,
slå kikkert og kompas i skår.
Dig venter alt fra unge år
erhverspedantens trygge kår

DRØM OG REALITET

Det tyvende århundredes vesteuropæiske samfund har fremvist store resultater indenfor
ernæringsvidenskab, hygiejne og sygdomsbekæmpelse. Maskinerne syntes endegyldigt at befri
menneskenes kroppe fra årtusinders hårde og deformerende arbejde. Blot tænkt på brødmaskinen, der
selv laver alt brødet fra æltning til bagning. På kontorerne er man nu blevet fri for at skulle gå ud på
gangen med risiko for at møde sine kolleger, for mange kontorer er blevet udstyret med egen printer’ og
egen kaffemaskine. Man er nu sluppet for selv at skubbe døre op og for med egen kraft at gå op ad
trapper (hvem har i øvrigt fundet på, at man skal stå
på en rulletrappe?). De små poder bliver ikke
længere udsat for at møde børnelokkere, for legegaderne, hvor drengene spillede klink, bold eller drev top
er for længst blevet erobret af bilerne, og beskyttede legerum under behørigt opsyn er blevet indrettet i
børnehaverne. Børnene bliver nu kørt sikkert til skole hver dag, så de ikke risikerer at blive kørt over af

de andre børns forældre, der også vil bringe deres børn sikkert til skole. Rulleskøjten er blevet fortrængt
af rulletrappen. Samtidig med at de handikappedes liv normaliseres, handikappes de raske.
For fysioterapien består udfordringen i en ny type af passive klienter, der vil repareres
.
Vi troede, at vi skabte verdens bedste samfund, hvor vores forfader i form af den skævvredne, stive,
krumme og sultne bonde blev afløst af nutidens sunde, afslappede og dynamiske velfærdsborger. Men i
kølvandet på velfærden udbredtes passivitetens tyranni. Vi drømmer fortsat om at blive opvartet, mens vi
ligger som Jeppe i baronens seng. Mentalt er vi stadig bønder. Men vore kroppe lever i det 21.
århundrede, kroppe hvis genetiske udrustning er formet til et aktivt liv gennem de tusinder af år, hvor vi
levede som jægere og samlere med stærke daglige krav til fysisk aktivitet.
Det er et fremskridtets paradoks, at det enorme samfundsmæssige overskud i Vesten bliver misforvaltet.
Overfloden fører til fast- og junkfood, afskaffelsen af de nedslidende arbejdsbevægelser fører til motorisk
stilstand og sportselitens stadigt mere ekvilibristiske udfoldelser følges af massernes passive
sportskonsum. Hvor både børn og voksne i tidligere samfund ofte legede med kroppen som indsats, er det
store problem i dag, at man kan lege uden at røre sig. Mens ens egen virtuelle krop hvirvler rundt på
skærmen, sidder den fysiske krop stille og kigger på. Det legende menneske – homo ludens – er blevet til
det stillesiddende menneske, homo sedans.
Hvor den fede krop tidligere var et symbol på velnærethed, pondus og rigdom, har nutidens overklasse
for længst læst skriften på vægten
og viser karakterstyrke og social distance gennem at dyrke motion og
spise sundt. Underklassens mennesker, der tidligere arbejdede sig en pukkel til, har i mellemtiden flyttet
puklen fra ryggen til maveregionen. Og mens vi i vesten i stadig højere grad dør af passivitetsrelaterede
sygdomme som hjerte-karlidelser, dør indbyggerne i u-landene fortsat af sult. Vi svulmer op, mens de
skrumper ind. I sandhed en global uligevægt. Men det globale genemsnitlige BMI stemmmer. I øjeblikket
er der ved at opstå en foruroligende vækst i u-lande som Indien i antallet af smældfede med alvorlige
sundhedsrisici. Mon ikke det hænger sammen med en alt for hurtig modernisering, hvor overgangen fra
mangelsamfund til junk food- kultur er foregået uden ringeste tid til mental tilpasning til overfloden af
fedtprodukter og overflødiggørelsen af hverdagsbevægelser.
Det er et paradoks, at de fleste mennesker kan forstå, at en bil ruster, når den ikke bruges og
vedligeholdes, men den samme erkendelse er ikke nær så udbredt, når det gælder menneskekroppen, der
via inaktivitet tæres gennem slidgigt, knogleskørhed og rygproblemer. Radiogymnastikkens
faderskikkelse Kaptajn Jespersens gamle kobling af ”ratslaver og bilmaver” står stadig ved magt.
Men Passivitetens tyranni
udgør en bredere bevægelse i de vesterlandske samfund.
I gamle dage var man fokuseret på at undgå at blive ramt af sygdom. I dag handler det om at kunne
forbedre sin sundhed. Nu er sundheden blevet ”hver mands herre”. Hvor lægekunst og
lægemiddelindustri tidligere rettede sig mod sygdomsforebyggelse, drejer det sig nu om sundhedsfremme.
Sundhedsbegrebet betyder ikke længere kun ”fravær af sygdom”, men mere og mere ”tilvækst af
sundhed”. Normaliteten defineres som det sygdomsfri selv, men normaliteten er ikke god nok.
Normaliteten er kommunefarvet, kønsløs, klodset. Normaliteten skal forbedres. Det perfekte skal blive det
normale.
En hel livsstilsindustri er opstået med det sigte, at gøre tilværelsen så glat og fnugfri som muligt. Helst vil
vi omskabes uden selv at gøre en indsats. Knaster på huden og knaster i livet skal høvles bort med
medicin, der forbedrer ja transcenderer normaliteten. Gennem piller mod generthed, angst, skaldethed,
impotens og udbrændthed skal mennesket opgraderes til en mere driftsikker version.
Når vores parforhold er i hårknude, sparer vi os for det anstrengende arbejde med at udrede de
psykologiske tråde med vores partner, og stiver i stedet det upålidelige erotiske apparat af gennem viagra.
Når vi er nervøse før eksamen undgår vi at gå i en dybere dialog med os selv om at håndtere vores angst
og tager en pille. Når vi vil tabe os undviger vi at dyrke motion, for det er meget nemmere at spise lidt
appetitdæmpende pulver. Og når vi har mistet én af vore kære undslipper vi den eksistentielle angst og
den spontane sorgbearbejdning, når professionelle kriseterapeuter tager os i hånden. Det er blevet
nemmere at være menneske og sværere.
Endelig er der igen ved at opstå politiske sundhedsutopier, der forkynder menneskets endelige forløsning
fra sygdom og tidlig død gennem de såkaldte transhumanisters drømme om usårlighed og udødelighed i

deres sammensmeltning med teknologien.

Som Ikaros flyver vi med perfekte vinger, æteriske kroppe og utrætteligt humør mod den klare sol, der
både byder på sund kulør, helbredende stråler og evig energi.
HUMANISTISK SUNDHEDSFORSKNING

Hvor den naturvidenskabelige forskning i dag kan påvise de negative medicinske virkninger af inaktivitet
(Bente Klarlund), kan den humanistiske sundhedsforskning fremdrage eksempler på, hvordan kampen
mod degeneration i tidligere perioder har ført til et religiøst og politisk hysteri om menneskeslægtens
nærtstående undergang, der kan give advarsler til nutidige sundhedsstrategier. Den humanistiske analyse
ser ”degenerationen” som et kulturelt symbolsystem, et skræmmebillede om menneskehedens forfald om
end begrundet i reelle sundhedsmæssige trusler. Også i nutiden dukker der af og til stærke
skræmmebilleder op. F.eks. da den amerikanske professor James O. Hill på en nylig fedmekonference i
København sagde, at ”fortsætter udviklingen som hidtil i USA, vil ni ud af ti amerikanere i løbet af de
næste ti-tyve år være overvægtige”. Problemet er, at hvis forskerne virkelig forsøger at råbe politikerne
op, risikerer de samtidig at bære ved til sundhedshysteriets bål.
Min humanistiske tilgang er inspireret af mentalitetshistorien, der fokuserer på de ubevidste lag i
kulturen; det vi blot gør på grund af vanens magt, det vi føler naturligt og ikke tænker over, men blot gør.
Den dimension er især bundfældet i vores umiddelbare kropslige tilgang til verden. Vil vi forandre
menneskers adfærd vedrørende så dybt rodfæstede mønstre som bevægelse og kost, må vi forlade
fornuftens selvfede domæne og appellere til menneskets latente, glemte og lyststyrede sider.
Danmark har fostret to internationalt kendte idrætspædagoger, der har promoveret den sunde krop.
Søger man i udenrigsministeriets arkiver, vil man kunne konstatere, at I.P. Müller - som jeg i øjeblikket
skriver på en bog om - og Niels Bukh er de to eneste idrætspædagoger, der figurerer i større omfang,
ganske enkelt fordi deres popularitet ude i verden var så stor, at de fik betydning for Danmarks anseelse i
udlandet og dermed i yderste konsekvens for salget af Danish bacon.
I.P. Müllers (1866-1938) bog om hjemmegymnastik fra 1904 “Mit System” blev oversat til 26 sprog og
solgt i 1 1/2 million eksemplarer. I Tyskland anvendtes der ligefrem et begreb "zu müllern" om dyrkelsen
af hans frotteringsøvelser, der var en form for “selvfysioterapi”. Müller blev en med et moderne udtryk
holistisk sundhedsforkæmper i en tid, hvor den medicinske verden ellers mere og mere forlod ideen om en
bred sundhedslære til fordel for en fiksering på mikrober, vitaminer og biokemiske detaljer. Müller skrev
i sin karakteristiske stil, at den som ikke afrensede bakterierne fra legemet, risikerede at mikroberne
vandrede ind gennem huden, hvilket uvægerligt ville resultere i ”det hygiejniske krak
”.
I.P. Müller fik stor betydning for degenerationsteoriens udbredelse i Danmark. I "Mit System" tegnede
Müller billedet af den degenererede danske antihelt på sin malende facon:

"By-kontorist-typen er ofte en sørgelig fremtoning. I den unge alder allerede duknakket,
skævskuldret og skævhoftet af den forvredne kontorstolsstilling, bleg, filipenseret og
pomadiseret, med den tynde hals stikkende frem af en flip, som en normal mand kunne bruge
som manchet, den lapsede påklædning efter nyeste mode, med ærmer og bukser slaskende om
tynde pibestilke".


Müller intonerede den moderne fedtfobi ved at udmale fedtets afskyelighed:


”En muskel i hvile udviser altid en harmonisk form, medens fedt aflejrer sig i usymmetriske
stygge, klumper”.


Müllers tilslutning til den frembrydende racehygiejne medførte en kamp mod alt det, der ifølge ham
hindrede slægtens perfektion. I bogen "Kønsmoral og livslykke" fra 1908 foreslog han, at der blev ansat
sygdomskonsulenter eller “hygiejneinspektører” i de danske sogne, der fik ret til at nedlægge forbud mod
"bevislig skadelig børneavling”, f.eks. af ”drankere, epileptikere og syfilitikere". Hans overvejelser
mundede ud i en kritik af den moralske degeneration og rummede en vision om et samfund, hvor alle
"dårlige elementer" var renset væk. Sandheden var, at der var "overbefolkning" af en slags mennesker
og "folkemangel" på en anden slags. Allerede nu er der nemlig alt for mange ”sygelige, usunde,
sindssvage, forbryderiske, onde, dovne og unyttige mennesker".
Gennem lægevidenskab, racehygiejne og personlig hygiejne skulle menneskeheden løftes ud af
sygdommens sorte skygger og ind i en ophøjet, lys og ren verden. Müllers tekster var præget af et religiøst
billedsprog. Hans visioner om at menneskeslægten kunne fuldkommengøres, mennesker blive 160 år
gamle og leve et sygdomsfrit liv havde klare religiøse overtoner. Det var derfor ikke noget tilfælde, at I.P.

Müller overalt blev kaldt sundhedsapostelen. Han fik på sine gamle dage en direkte religiøs vækkelse, idet
han mente fra Gud at have modtaget evner til via ”himmelsk fluidum” at helbrede sygdomme, som
lægerne for længst havde opgivet. Egentlig skægt at han blev grinet ud af det københavnske borgerskab,
når han i dag blot kunne have nedsat sig som healer.
Müllers kobling af vækkelse og racehygiejne var en farlig cocktail, som i en yderligere perverteret og
racistisk form udvikledes i nazismen, hvor den veltrænede ariske ungdom skulle danne grundstammen i
den sunde samfundsorganisme. Dyrkelsen af sol, vegetarianisme, sunde beklædningsvaner, nøgenhed,
friluftsliv, fri seksualitet, og sund levevis blev i 1920'rnes tyske livsreformbevægelse efterhånden
alliancepartner for den gryende racehygiejne.
Hvor I.P. Müllers sundhedsutopier blev mere og mere gennemsyret af religiøs fanatisme, blev Niels Bukh
(1880-1950) i stigende grad præget af politisk utopisme. Hans gymnastik kunne langt fra kan siges at være
sund og slet ikke for ryggen, da den indeholdt en form for “selvkiropraktik”, hvor også
skeletmuskulaturen kunne påvirkes af de kraftige karles arbejde med hinanden. For Bukh blev
gymnastikken i løbet af 1930'rne et symbol på den sunde, ranke og dynamiske ungdom, der skulle skabe
et nyt samfund med inspiration fra Det tredje Rige. Niels Bukhs succes i den danske landbefolkning
beroede på, at han fandt en kur mod den ”degeneration” af de danske karle, der viste sig i den krummede
mandekrop med dens stive og ufri bevægelser. Kuren hed ”primitiv gymnastik”, der i bogstaveligste
forstand medvirkede til, at den underlegne bonde kunne ranke sig i forhold til medlemmer af de “højere”
samfundsklasser. I den tyske propagandaorganisation Nordische Gesellschafts blad skrev Bukh i 1939:
"Et stift, kraftesløst og kejtet menneske er både uskønt og udygtigt til alt… Med færrest mulige ord kan
mit gymnastiske arbejdes virkning og mål udtrykkes således:

”Den primitive gymnastik fremarbejder den ideelle ungdomstype! Idrætsgymnastikken
åbenbarer den ideelle ungdomstypes skønhed og værdi!".


Som jeg viste i min disputats med titlen ”Danmarks store ungdomsfører” var Niels Bukhs vision intet
mindre end at gøre Danmark til et verdenscentrum for kropskultur. Derfor byggede han så stort på sin
gymnastikhøjskole i Ollerup, at selv hans arkitekt måtte korse sig. Om Niels Bukh ved vi, at han
umiddelbart efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 var optændt af nazismen i en grad, der nærmede
sig en uforbeholden Førerdyrkelse. At han under besættelsen skabte planer til ungdomsforbund og
arbejdstjeneste, der - ikke mindst i lyset af hans pro-tyske holdninger - kunne være blevet en fare for
dansk demokrati. Og at han planlagde en “fredsfest” efter den forventede tyske sejr. Med et sejrrigt
Tyskland i ryggen tyder alt på, at tyskernes lille ariske kultsted mod Nord ville få en væsentlig rolle i en
nyorganiseret europæisk ungdomskultur.
MODERNE SUNDHEDSFANATISME

Hvorfor ledsages sundhedsdyrkelsen i særlig grad af politisk og religiøs fanatisme
? Fordi menneskets drøm
om at undgå sygdom og (tidlig) død er lige så lang som menneskeheden selv. Hvor religionen tidligere
forsøgte at give meningsfulde svar på livets udsathed, bliver sundhedsdyrkelsen i moderne tid stedet, hvor
mennesker søger mod dennesidig frelse. Den sundhedsguru eller det politiske system, der postulerer at
kunne dæmme op for degenerationen og garantere sunde samfundsborgere med sunde kroppe, vil ofte
kunne mønstre fanatisk opbakning.
Der er
væsentlige forskelle i forestillingerne om degeneration i mellemkrigstiden og i dag f.eks. i
forskydningen i interessen fra det psykiske til det fysiske forfald. Men ligesom man dengang ledte efter
fysiske ”stigmata” på samfundets såkaldte undermåleres
degeneration, er det også i dag stærkt
stigmatiserende at tilhøre gruppen af fede ”overmålere”, der lever med risiko for social udstødning,
mobning og dårligere salgbarhed på arbejdsmarkedet. Og dengang som nu bliver de negative tegn på
kroppen tolket som udtryk for moralsk anløbenhed. Den fede krop ses som udtryk for manglende
selvkontrol overfor bordets glæder og alle andre fristelser.
Spørgsmålet er, om der i dag er ved at opstå en ny individuel renselseskult, der tilbeder den asketiske og
atletiske, slanke krop, der foreskriver faste før badesæsonen og gymnastiske bodsøvelser, der kræver
renselse af den truede krop gennem daglige bade og kure og minutiøs koncentration omkring
fødeindtagets kvalitet og kvantitet, og som finder sine åndelige vejledere blandt terapeuter, healere,
akupunktører og sportspsykologer?
I forgangne tider kunne djævlens tilstedeværelse spores i det krogede og gevækstfyldte legeme, hvilket
gjorde, at især ældre udstødte kvinder stod i fare for at blive jaget som hekse. Også i dag sidder djævelen i

kødet. Det er fortsat alderdom og dødelighed, der spreder frygt, men syndens tegn kan findes i alle
aldersgrupper. Synden sidder nemlig i fedtet. Ikke heksens mørke pletter på kroppen, men det hvide fedt
er tegn på den truende uorden, på angreb mod sundhed og anstændighed. For mange mennesker er det
ikke det gode, der kæmper mod det onde, men det sunde mod det usunde eller rettere det onde er blevet
alt det, der truer drømmen om det sunde liv og den lydefri krop. I dette enkle verdensbillede
dæmoniniseres fedtet som indikator på, om man har handlet ret eller vrang som menneske.
På TV gennemeksercerer idrætseksperter grupper af arme, tykke, syndsplagede nyligt omvendte
mennesker med kameraets altid vågne øje hvilende på sig. Gud ser alt
! Og seerne kan forstå, at fortabelsen
kan afværges, hvis man er villig til at tage turen gennem skærsilden, hvor man kan lutre sig gennem
afbrænding af det syndige fedt.
Af og til får kampen for den sunde krop også i dag halvreligiøse undertoner. Ernæringsguruen og
fedteksorcisten Anne Larsen peger i lighed med en forgænger som Kaptajn Jespersen på sin personlige
omvendelseshistorie for at trække sine tilhængere væk fra fortabelsen i fedtet og ind i en tilstand af
”kærlighed” og ”kosmisk fryd”. Og den holistiske livstilslæge Søren Ventegodt opfordrer til, at vi skal
lytte til vores ”indre stemme” og leve i overensstemmelse med vores ”autentiske livsprojekter” for at
undgå sygdomme som kræft, som den moderne lægevidenskab fortsat langt fra har fået bugt med. Skønt
det er vigtigt, at vi tager det psykosomatiske område alvorligt, bør det efter min mening ikke ske ved, at vi
pålægger i forvejen hårdt ramte patienter skyldfølelse oven i deres organiske lidelse, ovenikøbet på basis
af medicinsk spekulation.
Historikeren Jes Fabricius Møller har vist, at det i midten af forrige århundrede især var næsen og
lugtesansen, der var central i de herskende klassers identifikation af og afsky ved de lavere klasser og
udsondringerne fra deres kroppe og stanken i de fattiges lokalmiljø. I dag er det snarere øjnene og synet,
der er blevet den distancerende sans, der kan væmmes over den fede krop som tegn på manglende
livsbemestring. Denne fedtets ulækkerhed blev for øvrigt kosteligt visualiseret i filmen Fight Club, hvor de
to hovedpersoner stjæler udsugningsfedt i hektolitermål fra en skønhedskirurgisk klinik med henblik på
at bruge glycerinen til nitroglycerin. Fedt er det rene dynamit!
Problemet opstår når sundhedsstrategierne forbindes med tabuer, følelser af skam og skyld og totalitære
perfektionsdrømme. I kampen mod den galopperende ”lipofobi” – fedthaderiet – gælder det om at
udvikle en kærlighed til det fedt, der i moderate mængder og på de rigtige steder er nødvendigt for
menneskekroppens opretholdelse. Fedt er én af kroppens byggesten og ikke blot degenereret væv. Fedtet
omkring indvoldene støtter organerne, og også andre vitale kropsdele som f.eks. øjehulerne betjener sig af
fedtets stabiliserende funktion. Fedt er én af kroppens byggesten og ikke blot degenereret væv. “Du er din
krop
”. Og du er dit fedt - på godt og ondt.
Meget tyder på, at slankekurene ofte slår menneskers appetitregulering i stykker og stik mod hensigten på
længere sigt medfører vægtforøgelse. Fedtangst skaber fedtfascination, som anoreksi kan afføde bulimiens
grovæderi. Men fedt i mådelige mængder kan virke appetitregulerende, fordi fedt har en fantastisk evne
til at mætte, og umættede fedtsyrer har ovenikøbet sygdomsforebyggende virkninger. Hvis man
udelukkende indtager fedtfattige produkter, oparbeder man en trang til fedt, som gør, at man har svært
ved at sige nej til de virkeligt fuldfede fristelser. Det er bedre at spise grønt og groft og så en gang imellem
at mæske sig i en god kage end at spise let og light, de ikke smager af ret meget, hvorfor man smører
dobbelt på.
Konklusion: Fysioterapien må finde balance ml. at tage fedmebølgen alvorligt og ikke at skubbe yderligere til
fedtangsten. Reaktion, men ikke overreaktion.

SURVIVAL OF THE FATTEST

Med et udblik til USA er der dog også et andet scenarium, der melder sig; muligheden for at
fedmeepidemien breder sig så langt ind i middelklassen, at den fede krop bliver norm, kort sagt at der
opstår et folkekrav om, at fede ikke diskrimineres, men at tværtimod de offentlige rum, tøjstørrelserne,
møblement, biografer, flystole og elevatorer indrettes på de store kroppe, samtidig med at de
fedmerelaterede sygdomme gives højeste prioritet. Herved vil forestillingen om normallegemet ændre sig
og BMI (Body Mass Index) blive flyttet opad, men dog næppe under sloganet: ”Survival of the Fattest
!”.
I Danmark kan “forflytningskonsulenterne” nu melde, at overvægtige mennesker ofte ikke længere kan få
foretaget skanninger, fordi de ikke kan komme ind i maskinerne. I den anledning foreslås det at oprette
specialhospitaler for fede mennesker. Og de københavnske ambulancefolk har netop fået nye bårer til de

stadigt flere tunge patienter. Den stærkeste kan tage 350 kilo, så der er stadig lidt at løbe på, da den
tungeste patient hidtil kun har vejet 270 kilo.
I USA er den mest spiste grønsag blandt børn mellem 19 og 24 måneder pommes fritten, sodavand bliver
brugt i sutteflasker, og resultatet er, at 10-15 % af alle børn i mellem to og fem år nu er overvægtige. Når
fedmeepidemien tillades at gå grassat i USA skyldes det, at den militære overlegenhed i dag ikke længere
menes i samme grad at være bundet til det veltrænede legeme med højt konditionstal, men til teknologier,
der substituerer mandekroppens kampkraft. Måske en forhastet opfattelse.
Man kan også frygte, at selve fokuseringen på og diagnosticeringen af fedmen vil gøre det mere legitimt at
udvikle en identitet som fed. Gennem de sidste år har vi set en meget stor stigning i sygdomme med et
meget ringe påviseligt organisk grundlag såsom multiallergi, depression og fribromyalgi (kronisk lidelse
med udbredte muskel- og senesmerter, rammer kvinder ml. 30 og 50 år), hvilket i form af langvarige
sygemeldinger og førtidspensioner i meget høj grad belaster de offentlige udgifter. Det synes som om
rollen som syg for nogle mennesker giver mening som svar på et net af sociale og psykologiske problemer.
På samme måde så man omkring århundredskiftet, hvordan kunstnere, mest markant forfatteren
Herman Bang, iscenesatte sig selv som ”degenereret” med en aparte adfærd, men også med en øget
følsomhed overfor tidens puls. Og datidens kvinder kunne få sig en fortjent rekreation på kuranstalt, hvis
de hoppede ind i kategorien som nervesvækkede.
SUNDHEDSKAMPAGNER

Gennem de seneste år har det offentlige iværksat den ene kampagne efter den anden, der som etnologen
Signe Mellemgaard har vist, måske mere får til resultat at bekræfte de i forvejen frelste i deres valg af den
rette livsmåde end at få fat i de fortabte syndere, der er dømt til at henslæbe deres liv langt fra
sundhedsbudskabets stråleglans. Vi oplever i dag det paradoks, at mange af dem, der ikke har brug for at
tabe sig, konstant er på slankekur, mens de der vitterligt er for fede og utrænede, er helt uden for
sundhedskampagnernes rækkevidde.
Sundhedskampagnernes manglende effekt hænger sammen med, at det har været anset for godt
forældreskab ikke at knægte børnenes lyster og krav. Samtidig er de sidste årtiers ændring i de
socialpsykologiske krav fra genital til oral kontrol på ingen måde fuldbyrdet blandt den tungere del af
befolkningen. Det er ikke længere kønsorganerne, der er tabuzonen, men bugen, der ikke bør vises frem i
de offentlige rum. Og når det alligevel sker, er det fordi den er forsvundet gennem maveøvelser og nedsat
fødeoptag. Småpigernes og de yngre kvinders eksponering af bugregionen modsiger altså ikke denne
tendens, for det handler jo netop om fokusering på det, som ikke er.
I den seneste tid, er der endelig blevet taget vigtige spadestik til at imødegå den tiltagende svækkelse af
menneskekroppen gennem påpegning af motionens betydning. De Forenede Nationer og WHO har
annonceret et nyt verdensomspændende tiårsinitiativ kaldet ”Bevægeapparatets årti”. Herhjemme er der
blevet nedsat et ”Forum for motion”, der har som formål at bekæmpe den fysiske inaktivitet. Det nyeste
tiltag er, at en FN-rapport udgivet af WHO og FAO ved siden af diverse kostråd anbefaler mindst en
times daglig moderat motion.
LYST
Hvis sundhedsstrategierne skal undgå tendenser til formynderi og sundhedsfanatisme, er det vigtigt at
udvikle alternative strategier især ved at betone lysten frem for selvtvangen. Vi kan ikke vende tilbage til
den gamle indrestyrede karakter, men må i stedet bruge sanseglæden i oplysningen. Vi må politisere
lysten!

Allerede I.P. Müller havde forstået nødvendigheden af at bruge lysten i fornuftens tjeneste, når han i sin
lidt specielle stil skrev:

”For sundhedens skyld kan man ikke få alle de liderlige og dovne mandfolk til at øve gymnastik
og friluftsidræt med dagligt bad. Men det hjælper måske, når man fortæller dem, at det er den
eneste måde, hvorpå kraft og udholdenhed kan erhverves og bevares i de kønslige såvel som i
alle andre fysiske funktioner”.

Det passer altså ikke, hvad Piet Hein har sagt; “Et sundt sexliv er det bedste værn mod sportlivets
fristelser”. Snarere tværtimod. Der er en god sammenhæng, og som bla. Bente Klarlund har peget på, at
er motion højst virksomt mod impotens ikke mindst pga. den bedre blodcirkulation.


Her får man så lyst til at spørge: Hvorfor er der aldrig som led i AIDS-bekæmpelsen blevet produceret en
lækker pornofilm, hvor brugen af kondom bliver til symbol på alt det frække og forbudte? Hvorfor lærer
vi ikke vores børn forskellen på virkelig kvalitetsslik og det junkslik, de spiser. Fedt i de rigtige mænger
og på de rigtige steder af kroppen er erotisk, og hvilken mand ville ikke gerne spise chokolade med den
franske skuespillerinde Juliette Binoche i den franske film Chokolat? Vi kan ikke undvære fedtet, men
skal finde måder at omgås det på uden lipofobi; angst for fedtet. Man ville næsten ønske, at man var
skulptør, når man hører Per Kirkeby sige, at
Han elsker, alt det der sidder løst på kvindens skelet. Og går videre med at sige: ”kvinder skal æltes”. I
daglig ubevidst tale, er der jo ikke nogen tvivl om fedtets fascinationskraft jvf. udtryk som ”det er fedt”
eller omvendt ”det er for tyndt”.
I stedet for at appellere til folks dårlige samvittighed, bør muligheden for at bevæge sig - med et udtryk
fra ligestillingsområdet - mainstreames, kort sagt indbygges overalt i vores dagligdag. Motion skal ikke
være noget, man ”får”, men noget man gør. At bevæge sig skal være del af vores umiddelbare,
vanemæssige tilgang til verden. Det kan f.eks. ske ved målretning af bevægelsesteknologi eksklusivt til de
handicappede og ikke til brug for alle andre, motionspolitik på virksomhederne, kunstige
vintersportsfaciliteter, badeanlæg i vores havneindløb, cykelstier til skole, (gen)oprettelse af legefaciliteter
i relation til natur og arkitektur, mere idræt i skole, fritidsordning og på ungdomsuddannelserne,
herunder gymnasium og HF.
Heldigvis har vi også fra naturens hånd en bevægelyst og udsigt til belønning for fysisk aktivitet i form af
velvære ikke mindst gennem de såkaldte endorfiner, naturlige morfinlignende stoffer, som dannes i
centralnervesystemet, et ufarligt trip!
Men hvorfor tilbyder vi kødets spægelse i glædesløse maskinhaller,
når en indretning af vores naturområder kunne byde på både bevægelse og sanseglæde? Hvorfor tvinge
sig selv til at dyrke spinning i et lukket og indeklemt rum, når man kan tage på cykeltur i det fri? Men
igen hvis nogen personlighedstyper trives bedst med en indpisker og en cykel der ikke vælter, så er det
bare fint.
KONKLUSION

Når vi ser tilbage i tiden skræmmer sporene. Degenerationsangsten er lige så gammel som den europæiske
civilisation. Der er givet mange gode grunde til, at romerriget gik under lige fra manglen på
slavearbejdskraft til kristendommens indflydelse. Jeg tror nu snarere, at det var da romerne i deres
enorme kejserlige badeanlæg opfandt saunaen, at det gik galt. Herved kunne de førhen så aktive romere
svede uden at bevæge
sig, et afgjort degenerationstegn, som førte til det, der er blevet kaldt “the fall and
decline of the Roman empire”.

Alt i alt
må målet være, at mennesker begynder at dyrke rigtig meget lystbetonet motion med det flow, den
aktivitet giver og derigennem
få mulighed for at spise meget og god mad med det flow, det giver. Vi skal
kort sagt ind i en positiv svingningsbevægelse melem motion og mad, hvor lysten driven værket.
Problemet ved de traditionelle sundhedskampagner er, at der bliver mere mørkt udenfor
sundhedsoplysningens spotlys. Lysstrålen skaber en blindhed over alle menneskets dunkle og forbudte
lyster udenfor fornuftens selvindlysende domæne. Det er ikke mindst her, at den humanistiske
sundhedsforskning kan supplere den naturvidenskabelige i forsøget på at skabe en enhed af det apollinske
og det dionysiske, det rationelle og det lystbetonede, et blik for både det der er indenfor og udenfor
lyskeglen. Dagblik og natteøjne.

Source: http://fysio.dk/Upload/graphics/PPT/Fagfestival/Hans_Bonde_fagfestival.pdf

Microsoft word - neurocafe_berg.doc

Möglichkeiten der Parkinson-Frühdiagnostik und wesentliche Therapiesäulen Vortrag am 4.07. 2008 in Stuttgart, Prof. Dr. Daniela Berg, Universität Tübingen 1. Frühzeichen der Parkinsonerkrankung Die Parkinsonkrankheit wird durch die Symptome Akinese (Bewegungsverarmung), Rigor (erhöhter Muskeltonus), Ruhezittern und Posturale Instabilität (Störung der Stand- und Gangsicherhe

hudnsphelp.info

Grantee: Pittsburgh, PA B-08-MN-42-0101 July 1, 2010 thru September 30, 2010 Performance Report Grant Number: Obligation Date: Grantee Name: Award Date: Grant Amount: Contract End Date: Grant Status: Review by HUD: QPR Contact: Disasters: Declaration Number Narratives Areas of Greatest Need: The City of Pittsburgh has a local forclosure rate of 4.

Copyright © 2010-2014 Health Drug Pdf